Action Learning

Video Action Learning er inspireret af Action Learning, der er en dialogbaseret læringsmetode og undervisningsform, der er baseret dels på David Kolb’s læringscyklus, dels på Action Learning metoden, der blev udviklet af professor ved Cambridge University, Reg Revans.

Action Learning tager bl.a. afsæt i David A. Kolb’s teorier om læring – herunder hans læringscyklus. Kolbs teori er, at for at læring finder sted, skal man gennemgå en 4-trins cyklus: Oplevelse → refleksion/observation → abstrakt konceptualisering → aktiv eksperimentering. Forandrende læring forekommer, når man kommer hele vejen rundt gennem cirklen.

Ophavsmanden til Action Learning er Reg Revans. Action Learning er en læringsproces, hvor deltageren undersøger egne handlinger og erfaringer for at forbedre sine præstationer. Dette gøres i samarbejde med andre og i mindre grupper – også kaldet Action Learning Sets. Han fandt frem til, at der var forskel på intelligens og visdom, som kommer til udtryk gennem indsigtsfulde spørgsmål. Han demonstrerede, at den effektive læring opstår i samspil med andre. Netop på den baggrund bliver ’Action Learning Sets’ benyttet flittigt i forskellige Action Learning forløb.

Action Learning står i kontrast til mere traditionelle læringsmetoder, som fokuserer på demonstration af viden og færdigheder. Metoden har i højere grad fokus på at generere ny viden gennem konkrete handlinger, som fører til nye og forbedrede kompetencer og præstationer. Action Learning flytter dermed fokus fra underviseren over på deltageren. Action Learning har fokus på den uformelle læring, og hvordan den kan styrkes på en bevidst måde ved at lade læringen foregå i en fælles, genkendelig og struktureret ramme. Det gør den enkelte i stand til at udvikle sig i den retning og med den hastighed, som er optimalt for ham/hende. Uformel læring er personlig, da det er individet, der tager ansvar for egen udvikling og læring.

For at Action Learning processer kan fungere optimalt, skal følgende grundelementer være tilstede i læringsmiljøet:

  1. Problem/spørgsmål – Hver deltager skal have formuleret et problem eller ‘spørgsmål’, som er væsentligt nok til retfærdiggøre, at det også er i organisationens interesse som helhed at få løst det pågældende problem.

  2. Sets – Begrebet ‘set’ benyttes i Action Learning teorien som betegnelse for gruppen af deltagere. En Action Learning gruppe består typisk af 20-40 personer. Hvert set er yderligere opdelt i undergrupper bestående af 5-7 deltagere hver. Hovedparten af læringen foregår i undergrupperne Spørgeteknik – Noget af det centrale i Action Learning forløbet er den sokratiske spørgeform. Undergrupperne støtter hinanden i den individuelle problemløsning og læringsproces ved hjælp af denne spørgeteknik.

  3. Læring – For at læring skal kunne finde sted under Action Learning forløbet, skal der være tid til refleksion. Det er undervisernes opgave at sikre, at løbende refleksion – og dokumentation af disse – finder sted i grupperne. Derfor skal deltagerne blandt andet løbende nedfælde deres refleksioner i en såkaldt ‘learning log’, som fungerer som en slags personlig dagbog over forløbet.

  4. Underviser – Underviseren fungerer som coach eller facilitator for gruppen. Han eller hun støtter deltagerne i at arbejde med Action Learning ved at guide deltagerne i spørgeteknik og opmuntre dem til refleksion over og dokumentation af deres erfaringer.
Skip to content